Change language

Bliv kulturskaber

Kulturskaber i kulturlivet - på Kulturstationen Vanløse
Uanset om man er ung eller i sin bedste alder, kan man gøre en forskel i kulturlivet på Kulturstationen. Man kan være kulturskaber med sine egne initiativer, man kan være frivillig og hjælpe med at sælge billetter til en koncert eller et forfatterarrangement, man kan lede en kreativ workshop i biblioteket, man kan være ambassadør ved at give halvårsprogrammet videre, man kan hjælpe med at bære kulisser op til børneteater. Mulighederne er uendelige og en ting er sikkert – du får udvidet dit lokale netværk, får uventede, sjove og lærerige oplevelser sammen med andre mennesker, og du bidrager til at bygge kulturlivet op i Vanløse.
 

Vi står klar med hjælp og sparring.

Vil du lave et foredrag, en spil- eller computerspilsturnering, eller måske en småkagefestival? Vil du danne en klub, en forening eller et netværk? Eller har du noget helt tredje i tankerne? Så vil Kulturstationen Vanløse meget gerne hjælpe dig videre i processen. Eneste betingelse er, at det handler om et åbent, ikke kommercielt arrangement til gavn og glæde for Vanløses borgere. Vi lægger gerne lokaler til dit arrangement, og hjælper dig med markedsføring på hjemmesider, sociale medier og trykte materialer. 

Vi hjælper dig i gang

Måske har du kun en vag idé om, hvad du vil? I så fald kan vi hjælpe dig med afklaring, så der kommer kød på idéen. Derefter tager vi fat på, hvordan du laver den mest effektive planlægning, hvordan du finder gode samarbejdspartnere – og hvordan du skaffer den nødvendige økonomi. 

Det er dit arrangement

Du er arrangøren, vi bakker dig op. Sådan er rollefordelingen. I løbet af processen er du mere end velkommen til at få råd, vejledning og sparring. Men du skriver selv ansøgningerne, tager selv kontakt til samarbejdspartnere og har selv ansvar for afvikling af dit arrangement – som sagt med alle de sikkerhedsnet, som vi kan spænde ud.    

Kontakt

Har du en idé – eller bare en løs skitse til en idé – så kontakt Mia Dyring Jensen og aftal et møde, og lad nye muligheder åbne sig.

 

 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.